dansk floede

Myspace Layouts - Myspace Editor - Image Hosting

DANSK FLOEDE
Der sker så meget iøjeblikket. Arbejdet med vinylerne har virkelig båret frugt. Seneste skud på stammen, er en Dansk Fløde compilation vinyl i 20 eks., med alle de bands vi skal spille med på Train i Århus. Dream Police (fra den Originale Pære Punk Plade), Clean Boys, War of Destruction og The Zero Point. Vi glæder os meget.
Og vi har fået lavet et nyt live show. Med Sigurd på Bass, Morten på Trommer, Ed og Bølle på Kor samt guitar smadring. Vi spillede et lille hemligt gig på Stengade, og det nye band, virker meget lovende.
Vi glæder os også til New York, hvor vi indtil videre skal spille d 17 og d.21 juni. Vi skal også udstille vores vinyler på et punk galleri, der hedder ABC NO RIO. Til August kommer Dansk Fløde endelig til København, hvor vi skal spille på Loppen...Blir det d. 22. eller 23. August ?
3. september tar vi afsted igen. Denne gang til Jacobshavn i Grønland, hvor vi bla. spiller en udendørs koncert midt på verdens mest problematiske gletcher. Mens Dansk Fløde tordner derudaf, live på gletcheren, oplyser vi isbjergene med videoprojektorer, røg og strob, og illuminerer sneen med Biokemiker og opfinder Jesper Eugen-Olsens banebrydende tuberkulose/ HIV -AIDS forskning. Lidt ligesom i Guinea-Bissau. Vi vil både arbejde med miljø problemmer, såvel som Grønlands sociale problemer. Sammen med de lokale kunstnere, laver vi et anderledes musik og forskningsprojekt.
Og vinylskæreren kører derudaf. Vi er igang med at anskffe endnu en. Den bliver transportabel, og skal med ud live, så vi kan "live recorde" vores koncerter - direkte til Vinyl - lidt vildt ikk.. ? Vi håber at få den klar til Grønland, eller måske allerede til Loppen...
En sidste vildt projekt er en "olympisk vinyl". Vi har lavet en vinyl, hvor de 5 oplympiske ringe skærer ind over hinanden. Een plade - 5 huller. Inde i de 5 ringe, kommer der til at stå "T. I. B. E. T. ". Vi kan godt li det statement. Der hvor rillerne krydser hinanden, lyder sangene som kina, der invaderer Tibet. Kratzz. Kratzz. Kratzz.DANSK FLOEDE
Dagbog kapitel 1: Dansk Fløde i Guinea-Bissau
Det danske artpunk-band besøger det fattige, rock-uvante vestafrikanske land. Læs beretningen. Af Dansk Fløde
Det danske artpunk-band er på alles læber i landet, der kun har to studier. Vi har booket det ene til at indspille med lokale musikere, blandt andet rapgruppen Twin TowersDet er en sen aften i Bissau, hovedstaden i Guinea-Bissau, og der er i hvert fald 35 grader i lokalet. Aircondition er der ingen af, og i hjørnet snurrer den ene af de to blæsere, der virker.Vi er i det 20 kvadratmeter lille studie hos Gangsta Records, som navnet til trods ikke har meget tilfælles med de gangster-studier i Los Angeles, som produceren Mike Sti drømmer om, når han har musikere i sit studie hernede. Udstyret er totalt udbombet og holdes i gang af en generator bag huset med konstant fare for strømafbrydelser. Der er en computer med Cubase, en 8-spors mikser, et skodanlæg og nogle højttalere, der ikke er meget bedre. Lydboksen er sølle 3 kvadratmeter med et tæppe, der gør det ud for en dør, så lyden fra Mikes mobil, der hele tiden ringer, slipper med på mange indspilninger. Det eneste instrument i studiet er en bas, der mangler en streng.Der er fyldt godt op med folk i studiet. Vi har brugt nogle dage på at holde auditions med lokale musikere og blandt andet fundet to unge stærkt cool og velklædte rappere, der kalder sig Twin Towers, og som skal spille med på den kommende single fra Dansk Fløde. Det samme skal sangeren Mario Pussyck, en lokal stjerne, der allerede har udgivet flere cd’er i Guinea-Bissau, vores indisk-amerikanske koordinator på projektet, Shivani Ahlowalia, en ung r&b-sanger, der hedder Sa De Junior og den 18-årige percussionist Wilson, som det tog os flere dage at finde. Der er mange talentfulde musikere i Guinea-Bissau, men at finde en, der også ejer en tromme, det er meget svært her i verdens 5. fattigste land.Rygtet om vores tilstedeværelse er løbet som en steppebrand over landet, der er lidt mindre end Danmark, ligger i det vestlige Afrika og har en befolkning på halvanden million mennesker, hvoraf en tredjedel bor i hovedstaden Bissau. Bjørn Vidø fra Dansk Fløde har for længst fået status som superstar, og folk råber “musica” efter ham, når han går på gaderne med sit afblegede punkhår og Dansk Fløde-T-shirts.Pindjiguiti Radio Station har sat Dansk Fløde i høj rotation, og det er med garanti første gang, at dansksproget punkrock fylder op i æteren hernede. Der bliver talt så meget om Dansk Fløde i Guinea-Bissau lige nu, at de lokale, der taler portugisisk og creole, næsten har lært at udtale navnet, selvom d’et stadig volder problemer, og det bliver til “Dansk Fløt”.Vi er spændte på, hvordan afrikanerne vil reagere på Dansk Flødes punkrock, som Gasolin’-produceren Poul Bruun engang har kaldt den hvideste musik, han nogensinde har hørt. Derudover er setup’et langt fra det, afrikanerne kender til. Dansk Fløde består kun af Bjørn, der synger og spiller guitar. Resten styres fra Mac’en og af bandets uundværlige tekniker Michael Hjort, der går under navnet Number 1.Men Bjørn har en vision med dagens projekt:“Vi vil lave en punk-version af Mona Lisa. Vi vil vise, at punk handler om, at man kan realisere sig selv og sine drømme, uanset hvor man kommer fra. Hvis vi kan hjælpe afrikanerne i Guinea-Bissau til at forstå, at alt er muligt, selv at spille dansksproget punkrock i et land, der aldrig har hørt den slags den musik før, så har vi nået vores mål.”Det mål er nået mange timer efter, da vi triller af sted fra det kogende studie tilbage til hotellet. Sa De Junior og de andre har lagt vokaler og percussion på tre tracks, der nu lyder som artpunk iklædt guinea-bissausk rap, r&b og soul.Næste skridt er koncerten i aften på en interimistisk café i de mørkelagte gader i Bissau. Den første rockkoncert i Guinea-Bissaus historie.
Dagbog kapitel 2:
Artpunkbandet Dansk Fløde er i verdens 5. fattigste land i Guinea-Bissau i Vestafrika for at spille de første rockkoncerter i landets historie. Vi har fundet en bar, hvor en af koncerterne skal finde sted, på en af de mørkelagte gader i hovedstaden.Taxaerne, der kører os til baren med al vores udstyr, er dybt ramponerede Mercedeser med flækkede forruder og døre, der enten kun kan betjenes udefra eller indefra eller slet ikke kan åbnes. Der er heller ingen trafiklys i landet. Ikke ét. Så kørsel om aften i hovedstaden Bissau er en stærkt risikabel affære med masser af trafik af biler, fodgængere og dyr, der vader rundt i byens gader i mørket, for elektricitet er der intet af.Stedet – et interimistisk setup af en overdækket plads med 5 borde, stole, en opmuret bålplads og en forbavsende velassorteret bar – vibrerer allerede af forventningens glæde, da vi ankommer og bliver modtaget med åbne arme af ejeren, der er ualmindelig stolt over at lægge rum til begivenheden, selvom han næppe har nogen idé om, hvad det er, han lægger lokale til.Bjørn fra Dansk Fløde har en klar idé med koncerten. Det skal være hårdtpumpet punkrock, så alle de melodiske numre bliver skåret fra sætlisten. Det skal være artpunk i sin hvideste, reneste form i skærende kontrast til det bogstaveligt talt mørke Afrika, vi befinder os i. Vi har stroboskob-lys med, lamper, lydanlæg og en projektor til visuals. Bag baren står den generator, der pumper strøm til baren, men vi aner ikke, om generatoren også kan holde til strømforbruget fra vores udstyr.Men generatoren er fin form, ser det ud til, da Bjørn endelig sætter koncerten i gang med grundsporet fra Mac’en og en stærkt distorted guitar. Kort efter sætter bandets lydtekniker, Number 1, gang i stroboskop-lyset, der får de nærmeste publikummer til kaste sig væk i forskrækkelse over det flimrende lys. Resten af koncerten er der ingen afrikanere, der tør sidde i nærheden af de 4 stroboskop-lamper.Den første reaktion fra publikum ser ud til være dyb undren. En lille pige står med åben mund og opspilede øjne, men det varer ikke længe, før konceptet er fanget. Det her er en enorm udladning af smittende energi og livsglæde, og dansksproget punkrock er de næste 45 minutter som et eskapistisk fix fra den ufattelige fattigdom.Bjørn kaster sig ind mod mikrofonstativet under et af de sidste numre og er tæt på at ramle ind i det forreste bord. Ejeren kommer løbende og ser ud som om, han tror, Bjørn er blevet gal. Bedre bliver det ikke, da Bjørn kaster sig ned på gulvet og flår løs i guitaren. Resten af koncerten står ejeren og holder fast i både Bjørn og mikrofonstativ med et ejendommeligt udtryk i ansigtet, der dog bliver afløst af ét stort smil, da koncerten slutter med overstrømmende applaus og begejstret råben fra publikum.
Dagbog kapitel 3:
Vi har nu spillet to koncerter i Guinea-Bissau, de første rockkoncerter overhovedet i landets historie. Den ene foregik på en bar, og den anden på et større spillested, hvor en række af de lokale musikere medvirkede. Vi har lært at begå os blandt befolkningen og er blevet gode til at arrangere og koordinere, selvom forholdene er ekstremt svære at arbejde under.Det er vinter, og man ser afrikanere med både huer og dynejakker på, men for os andre er det stadig over 30 grader med støv og udstødning fra de mange spruttende biler hængende i luften. Der er heller ingen elektricitet, og de generatorer, vi bruger til koncerterne, er hele tiden i fare for at bryde sammen. Og så er der afrikanernes tempo. ”You have the watches, we have the time,” siger de til os udlændinge, som gang på gang må sande, at tid har afrikanerne masser af hernede.Men vi lader os ikke kue af begrænsningerne og stiller i stedet stadig større udfordringer til os selv. Vi arrangerer nu koncerter fra dag til dag, og hver koncert indeholder et element af noget grænseoverskridende. For eksempel den næste koncert, der foregår i den meget fattige landsby Brene Ponto Buaba et stykke uden for hovedstaden Bissau.Natten før har Bjørn fra Dansk Fløde og hans manager, biokemikeren og forskeren Jesper Eugen-Olsen, udtænkt et dristigt koncept omkring koncerten. I stedet for at spille live med lyd på vil vi spille en lydløs koncert, som landsbyboerne kun kan høre, hvis de tager hovedtelefoner på. Vi vil med andre ord spille en koncert, som kun 6-7 mennesker, der aldrig før har oplevet en koncert, kan høre ad gangen i et af de fattigste områder i verden.– Jeg vil have Bjørn helt ud over kanten, hvor det er allermest grænseoverskridende. Men det er også et socialt eksperiment. Vil de deles om hovedtelefonerne, eller vil de slås om dem? Vi ved det ikke, forklarer Jesper Eugen-Olsen.Da vi ankommer til landsbyen, sidder beboerne og venter på os. Vi kigger hinanden an – der kommer meget sjældent hvide mennesker forbi her – hilser pænt og bliver så sat på nogle små stole, mens to af høvdingens fire koner danser for os, og høvdingen selv byder på palmevin fra en gammel, beskidt dieseldunk. Det smager rædselsfuldt…Fattigdommen er ekstrem her. I Bissau holder befolkningen trods alt værdigheden oppe ved at gå i rent tøj uden huller, men i Brene Ponto Buaba – en typisk landsby i Guinea-Bissau – er det anderledes. Beboerne er blandt de fattigste i verdens 5. fattigste land, og det ses på både tøjet og ansigterne, der ikke udstråler meget håb og optimisme om fremtiden.Vi har stillet udstyret op på gårdspladen ved de faldefærdige lerhuse ved en lille indhegning med par magre køer, hvis muhen overdøver Bjørn, da han slår de første akkorder an på guitaren, der kun er forstærket gennem hovedtelefonerne. Jesper Eugen-Olsen går over og peger på hovedtelefonerne, der hænger på en mikrofonstang og viser, hvordan man bruger dem. Bjørn begynder at synge, men stadig kun forstærket gennem hovedtelefonerne.Vores filmhold – dokumentarfilm-instruktøren Jesper Grand, fotografen Lars Skree Jeppesen og lydmanden Jeppe Jungersen – går rundt og filmer, og absurditeten læner sig op ad en total fiasko, da det endelig lykkes Jesper at få en dreng til at tage et sæt hovedtelefoner på. Med et næsten forstenet udtryk i ansigtet står han og lytter til Dansk Flødes hæsblæsende punkrock i nummeret "Ikke Hjem".Vi opdager, at vi har begået en brøler ved at ikke bede høvdingen, Kesana, om at være den første til prøve hovedtelefonerne. Han går fornærmet rundt, indtil Jesper får ham lokket over. Da han får dem på, letter stemningen, og lidt efter stimler børn og unge, flest drenge, stimler sammen om hovedtelefonerne og det lydunivers, der åbenbares i dem med Bjørns guitar, sang og backingtracket fra den Mac, der står på en rusten tønde bagved.I kødranden af afrikanere foran er der højlydt snakken og åbenlys undren over det freakshow, de er vidne til. Da røgmaskinen går i gang, går Kesana amok med vilde fagter, hvorefter der stryger en befriende latter hen over pladsen. Folk tror, at udstyret er ved at brænde af, og latter er der også, når Bjørn kaster sig frem og tilbage med sin guitar med rock’n’roll-attituder.Sidste del af koncerten vælger vi at gennemføre med højttalere, så alle kan høre med. Det letter unægtelig endnu mere på stemningen, at alle kan være med, men alligevel kommer den store forløsning aldrig denne sene eftermiddag i Brene Ponto Buaba.Høvdingen, Kesana, er dog meget høflig bagefter.– Det var rigtig godt. Jeg kunne virkelig godt lide musikken. Den må være meget vigtig, siden man skulle have hovedtelefoner på for at høre den. Jeg har aldrig selv prøvet at have hovedtelefoner på, men jeg følte mig rigtig glad, da jeg havde dem på, siger han.Det går op for os, at vi har glemt at tage gaver med til Kasana og hans landsby, da han fortæller om den fattigdom, de lever under. De mangler alt fra medicin til skolebøger. De ejer ikke en generator, ikke en transistorradio, men allerhelst ønsker Kesana sig 22 fodboldtrøjer til børnene i landsbyen.Vi giver ham to pakker cigaretter og nogle penge og kører af sted igen

Dagbog kapitel 4: Dansk Fløde i Guinea-Bissau
Vi har nu været i Guinea-Bissau i knap to uger, og den store finalekoncert venter os på en skole i landets hovedstad Bissau. Men da vi ankommer til skolen, er der hverken scene eller lydmand. Men børn er der masser af. De strømmer mod os fra alle hjørner af den store plads, hvor vi vil afholde koncerten. De omringer os, piller ved os og ved udstyret, og vi skal se os godt for for ikke at sparke poderne i gruset.Koncerten er vigtig for os. Og for børnene. For i Guinea-Bissau har musikken særdeles trange kår. Tilbage i 60’ere var der omkring 10 store grupper i landet, men siden er antallet af musikere faldet drastisk. En kvinde, vi taler med, og som har indgående kendskab til landets musikkultur, fortæller, at omkring 80 procent af alle landets musikere er rejst til udlandet. Det er simpelthen umuligt at skabe sig en levevej som musiker i Guinea-Bissau.Regressionen skyldes dels fattigdommen, dels den nuværende præsident, som tilbage i 80’erne sendte sangere og sangskrivere i fængsel på samlebånd. I 90’erne var der stort ingen musikere tilbage i landet, og musikkulturen er i dag lige så trøstesløs som landets økonomi (Guinea-Bissaus eneste indtægter er eksport af cashew-nødder, nødhjælp og … nå ja, så er landet også transitland for den afrikanske kokaintrafik). Den originale Guinea-Bissau-musik, gumbe, er ved at forsvinde, da de instrumenter, man spiller den på, er forsvundet, og der ikke produceres nye. Og da der heller ikke er musikere i landet til at bringe traditionerne videre, er gumbe snart en saga blot.Vi besøger en musikskole under vores ophold, men der er så få instrumenter på skolerne, at de ikke fungerer. Ingen af eleverne ejer deres egne instrumenter, men det klarer man på nødtørftig vis ved for eksempel at tegne et klaviatur på et stykke papir, som børnene så øver sig på derhjemme.Ifølge Carlos, landets musikambassadør, som er mødt op på skolen for at høre koncerten med Dansk Fløde, er der dygtige folk i landet, der kan undervise, men uden instrumenter og med en komplet ligeglad regering, er Guinea-Bissau nu i overhængende fare for at miste musikken som en del af landets kultur.Alt dette er vi meget bevidste om, da vi står på pladsen, forsinkede og uden den scene, vi har booket dagen før, uden en generator, der virker og i en stegende hede med omkring 1400 forventningsfulde børn, der selvfølgelig aldrig har været til en rockkoncert før. Og formodentlig aldrig været til koncert overhovedet.To timer forsinket triller en ladvogn ind på pladsen med scenen, som vi sætter op og mindre end en halv time efter er klar til starte koncerten på. Mens vi laver lydprøve, optræder børnene med dans, og der er en næsten elektrisk stemning i luften. Det er middag, og heden er hård, men Bjørn insisterer på, at scenen skal stå midt på pladsen under solen. Det skal stadig ikke være for let for os.Da koncerten går i gang, rykker børnene tættere på, mens et par mænd går rundt med henholdsvis pisk og træstav og slår løs på børnene, hvis de kommer for tæt på. Ud over instrumenter og penge kunne de også godt trænge til ungdomsoprør på disse breddegrader …Der er mange tekniske problemer i starten. Generatoren er ved at brænde Mac’en af, så de første numre er kun med Bjørn på sang og guitar. Vores gæstemusikere fra de tidligere koncerter er også med i dag, og bortset fra problemerne i starten går koncerten over al forventning. Ungernes spontanitet og begejstring er stærkere end de to hårdhændede ”gårdvagter”, og som koncerten skrider frem, rykker børnene tættere og tættere på scenen, danser og griner og rækker hænderne i vejret og råber ”punk”, da Bjørn gør det samme.Det er rørende. Ungernes glæde er en kæmpe forløsning for os. For første gang oplever vi den totale overgivelse til musikken. En vitalitet og en livsglæde, der strømmer os i møde i dette land, der har så meget at kæmpe imod.Kvinden, der er rektor for skolen, fortæller os bagefter, at koncerten har været meget vigtig for dem.– Børnene har aldrig oplevet noget lignende. De er slet ikke klar over, at det at være musiker kan være et job. Det kan de se nu. De kan se, at det kan lade sig gøre at spille musik, og at musikken kan blive til en fest. Det giver respekt omkring musikken. Børnene har brug for at se det her.Alt imens Bjørn, omringet af børn, tørrer sveden af panden og funderer over dagens – og måske hele turens – højdepunkt:– Vi gik fra absolut ingenting, der virkede. Der var ingen scene, ingen lydmand, og vi var to timer forsinkede. Men det er den bedste koncert, jeg nogensinde har givet.
DANSK FLOEDE
-Dansk Floede is Art Rock presented with more visuals than an acid trip gone wrong!
-Dansk Floede is always in motion: Japan spring 2007 - next stop Africa/Guinea Bissau, fall 2007
-Dansk Floede moves mountains and makes you think out of the box
The 3rd and coming album of Dansk Floede brings dramatic Lo-Fi laced with modern-day madness. The encounter with Dansk Floede is a rock band flirting with punk, garage, electronic and ska elements. The music is inspired by White Stripes, Velvet Underground, Laurie Anderson and Chicks on Speed. Recently the band performed with Norwiegen opera star Tuva Semmingsen in a punk version of "Carmen".
The VJ show incorporates strong influences from Dadaism and POP ART. It’s a unique and outstanding Lo-Fi performance show. The Vj plays homemade cartoons and film specialy made for the occasion. On stage you will find anything from recycled Casio keyboards to a 4-meter high sculpture. Dansk Fløde creates a loud, noisy and caotic enviroment. But at the same time Dansk Fløde also generates a liberating, warm and straightforward atmosphere surrounding the audience. Singer and guitarist Bjørn Vidø, has a background as professional sound designer. His strong personality and charisma creates a vibrant lead figure for Dansk Floede and with his team of highly skilled and artistic musicians and engineers the audience experiences an unforgettable show.
For booking and more info: www.danskfloede.dk
"it..s beautiful worked thru Lo-Fi. It reminds you about pop-geniuses from the 60..s like Joe Meek, and his overdrive experiments or Phil Spector and his Wall of Sound. And then the songs are both easy to sing, funny, provocative - deep and blindly hopeful. With worked though naivness.”
Ralf Christensen, Information (Danish national Newspaper).
Currently working on 3rd Album - Singles soon to come...