MUSIKKEN
Lunau er musik, der i udtryk og ord kræver sin lytters fulde opmærksomhed og insisterende minder os om livets store spørgsmål.
Guitar, harmonika og cello danner et stærkt harmonisk akkompagnement til Trine Lunaus stemme. Musikken fremføres hudløst ærligt og vedkommende i et musikalsk univers, hvor lydene fra de akustiske instrumenter skaber et organisk og nærværende lydbillede. Vokalen varierer mellem rolig intimitet og dramatisk alvor og fuldender det samlede udtryk. Tilsammen lander Lunau i en verden af akustisk alternativ pop.
Melodierne er ikke kun for øret, men også for krop og sjæl. De rammer med et slag i solar plexus på fortravlede mennesker og virker forløsende. Musikken kan føles dybt derinde, hvor overflødigheder er skåret fra, og det væsentlige står tilbage i sin klarhed. Derfor er det ikke ualmindeligt, at musikken frembringer både smil og tårer hos publikum, når Lunau optræder.
Lunau er en oplevelse med musik, der kan mærkes.
TEKSTERNE
Teksterne er på dansk og beskriver de inderste menneskelige følelser som tro, tillid, mod og tilgivelse. Temaerne er den store kærlighed, længsel, naturen, liv og død. Noget som alle mennesker har tilfælles. Trine Lunau er ikke bange for lyrik med store ord, der i sin træfsikkerhed og genkendelighed brænder sig fast som tankevækkende indtryk.
"På dine vinger kom vi himlen så nær. Beruselsen bar os, mens månen holdt vagt"
(Dig savner jeg) - Om at savne venskabets magi. At have mistet kontakten til en god ven. En ven man havde fornemmelsen af at kunne alt sammen med.
"Når du har sænket dit sværd og jeg har mistet mit skjold da er vi hinanden nær"
(Når engle danser) - Om at turde være lykkelig i nuet og give sig hen.
"Hvorfor kærligheden gør mig både dum og blind? Kan jeg befri mit pinte sind?"
(Hvem sagde?) - Sætter spørgsmålstegn ved vendinger som tit bruges i flæng for at trøste når vi ikke ved hvad vi ellers skal sige.
Get Your Own! | View Slideshow