Tammi Øst

!-START Block to Place Custom Banner at Top of Page-! !-Create div with image. Replace my image with the URL of your own image-OR replace img block with your own code block! !-END Block to Place Custom Banner at Top of Page-!

Citat fra bogen
SØNDAG
Pause. Der er opstået en pause. Samtalen har ellers kørt ret livligt og levende. Men journalistens spørgsmål har fremkaldt en pause hos P, og det trækker op til at den kan blive lang og ubehagelig. Spørgsmålet var ellers hverken synderlig grænseoverskridende eller på nogen måde svært at svare på, alligevel har stemningen ændret sig brat. Båndoptageren snurrer alt for højt, det er en gammel svend af en optager og bliver åbenbart ikke regnet for helt pålidelig, for den bliver suppleret af lille damehånd med mange ringe og en lille fin guldfyldepen og en bog med hårdt bind med hvide duer på. Med en smuk, rund og stor skrift, står der allerede: ” Midt i livet, midt i legen, interview med P” og under det en anden mulig titel: ”Mit liv, et fedt liv”, men så en lille tynd usikker streg hen over det, og neden under stikord som ”børn”, ”mor”, ”kunstner”, ”mad”, ”sex”, plus en masse utydelige ord, som kun intervieweren selv kan tyde, når hun kommer hjem på bladet. Det er ikke nogen rar pause, den er pinagtig og nervøs. Bette-Lis tør næsten ikke trække vejret, for hun synes det larmer for meget. Hendes tøj larmer, huden larmer og håret, der bevæger sig, når vinden sniger sig ind i stuen, håret larmer, men især vejrtrækningen.
Og P sidder og veksler mellem at kigge ud af havedøren og alt for længe på hende. Hun har ellers været så villig til at svare, humoristisk og virkelig rar at høre på, med en vældig appetit på at blive interviewet. P har virket stolt af de ting hun har udrettet og været villig til både at tale om sit arbejde som skuespiller og også om sit private liv, på en personlig og dyb måde, synes Bette-Lis. Alt var fint.
Nu sidder Bette-Lis bare og bliver bange for at være en pæn pige fra et dameblad, hun må bryde den tætte stilhed og ser ingen anden mulighed end at stille spørgsmålet igen.
”Så du fornemmer altså fremtiden som tryg?” spørger Bette-Lis med en lille sløret stemme.
” Tryg fordi den er uopnåelig? Det var det du sagde ikke?”
Pause.
Langt om længe siger P: ”Det ved jeg ikke, har jeg sagt det?”
” Øh ja, var det ikke det du sagde, eller har jeg misforstået dig? Jeg mener, at du sagde at håbet om alt det der kunne ske i fremtiden gjorde dig tryg, at det var mere virkeligt for dig end at ting faktisk skete lige nu- var det ikke cirka sådan du udtrykte det? Jeg kigger lige efter.”
” Ja, det er jo en fin lille bog du har, der passer fint til dine ringe og din fyldepen, er det rigtig guld den er lavet af? Det er duer der er uden på bogen ikke?”
” Jo, det er duer, jeg har købt den i… Ja, her er det. Du sagde at du fornemmede fremtiden som langt mere tryg end…”
” Jamen, det er jo godt så. Når du har skrevet det i din lille bog med duer udenpå.”
” Så du lever altså i håbet om at alt kan blive godt engang, skal jeg forstå det sådan? Er du da ikke en kvinde som har det godt nu, sådan har jeg da oplevet dig i dag, i vores, synes jeg, meget interessante samtale- har du ikke opnået det du ville? Altså er du ikke, populært sagt, en kvinde der har alt?”
” Alt hvad?”
” Du tænker måske ikke selv at du har alt. Skyldes det så den altfortærende grådighed, som du også talte om tidligere?”
” Ja, den er god med dig… hahahahahaha.”
Vinden kaster lidt med gardinet, lyden smyger sig ind i P’s ører. Vinden renser og synger så dejligt inde i hovedet og der bliver stille. Hun hører en lille bæk der risler uden for vinduet, selvom der ikke skulle være nogen bæk derude, det ved hun da, det er jo hendes have. Alligevel fylder lyden af vind og vand hendes ører. Som musik. Hvad gik der af hende, hvorfor pludselig det had til den lille fine hånd og den rædselsfulde duebog.
Hun havde ellers haft lyst nok til at tale, havde nydt at være velformuleret og blive betragtet som klog. Og tanken om at næste mandag kom interviewet i et helt nyt magasin og med hende på forsiden, et vidunderligt billede af hende, hvor hun både var fræk og dyb og voksen og… ja altså, det var bare et godt billede ikke. Og så søndag aften skulle hun have den store pris, et hæderslegat på ikke mindre end 500.000, det var jo vidunderligt… P tænker på at det havde været dejligt at ha’ sine forældre, levende og stolte. Særligt det at have en mor, som hun kunne være gået i byen med og have købt en pæn kjole til sig selv og også en til mor, hun havde jo penge. Så kunne de have drukket Latte og spist Speltvafler.
Og hendes mor kunne have fået tårer i øjnene af stolthed over sin Pussepige. Men sådan ville det jo nok ikke have været selvom hun havde levet, det ville slet ikke have været sådan. Men hun havde nok været stolt af sin Pussepige. Af sin lille Bulleballe. Det havde mor. P får tårer i øjnene og går hen og kigger ud af vinduet for at lade vinden tørre sine øjne.
” Når du fornemmer fremtiden som tryg, hvordan har du det så med at leve i nuet?” Bette-Lis med guldpen og duebog er gået i gang igen.
” Gud fri mig vel, det mener du ikke, sådan noget spørger du da ikke om, vel? Sagde du ikke at I ville lave det her nye magasin, fordi det netop skulle grave lidt dybere end den almindelige gængse damebladssnak. At du ville noget mere. At du var nysgerrig på din tid. At vi ikke skulle være bange for også at blive politiske. Frække skulle I være. Hvor frækt er det at sidde her og spørge mig om nuet?”
” Jamen, jeg mener da, mener da at… at det er et væsentligt spørgsmål i en moderne tempofyldt verden. Altså spørgsmålet … jeg mener, hvorvidt vi evner at være tilstrækkelig til stede…”
” Ja, bla bla bla. Hvad er så et nu? Kan du forklare mig det? Er det noget du reelt forestiller dig eksisterer?”
” Ja, altså for eksempel det…at kunne være i stand til at nyde børnene, når de kommer ind med en lille…”
” Lort i et fad? Hahahahahahahahaha"
” Ja, hahahaha… Det var nu ikke lige det jeg mente, mere en lille tegning eller en hvad er det nu det hedder, hvad er det nu de der små, af det der bløde…”
De små fine fingre med guldringen slukker båndoptageren, pakker duerne ned i tasken og lægger den fine pen ned i et penalhus med svaner på, og ”Bette-Lis” præget i guld på rødt velour. Hun prøver at være hurtig og fattet og bevare sin autoritet og værdighed, men fumler og ryster.
P kigger længe på hende, holder endnu en af sine lange spekulative pauser, stopper alt omkring sig, er god til den lange pause, hun synes, hun er blevet bedre end før, mere modig til at stirre og holde pause, give udtryk for mange sære ting, gøre folk usikre. Hun tænker at det her skal huskes. Det skal hun huske i sit arbejde. Særligt på film og tv vil det kunne bruges, det større mod til ro. Hun smiler til Bette-Lis og så siger hun langsomt: ” Nu’erne kommer i flok, når de er mange nok.”
” Ja, ha. Det kan du sige.” Bette-Lis prøver at smile. P kigger væk.
” Ja. Jeg tror vi stopper for i dag. Resten af den her søndag er min og min alene. Kig på det du har skrevet og så ring, hvis du mangler mere… Nej, det er bedst, du ikke ringer, mail til mig, så ringer jeg, hvis jeg finder det nødvendigt. Men du sætter intet, INTET, i bladet før jeg har godkendt det!” ” Nå… jamen, det siger vi så… Jeg var ellers så glad for det du sagde med, at jeg skulle have frihed til at skrive mit, fortolke dig som jeg ville…?”
” Jo, men hvad er det nu man siger. Man har et standpunkt til man tager et nyt. Er det ikke det man siger?”
” Jo, det… Tak for i dag. Så siger vi bare det ikke? At jeg ringer, ikke, og så ses vi måske søndag på Det kgl. til uddelingen? Det er i øvrigt en skøn te, hvor har du købt den henne?”
”Ja, ja fint… der er ikke mere te og vi hænger ikke mere ud i dag. Ja søndag, fint ja, men der hænger vi heller ikke ud.”
P står i døren ud til haven og sunder sig, hun forstår intet af sig selv og sin opførsel. Men for helvede har man ikke lov til at være som man er? Der har været så meget ikke? Det var sgu da ikke så pissenemt, vel? Det var for fanden fra starten da ikke så pissenemt. Røvhuller alle sammen. Gråden ligger i halsen og sniger sig rundt om ørerne forbi næsen og op i øjnene. Hun prøver at lade den ligge der bag øjnene, men hun kan ikke.
Vinden sig ind i hendes ører. Den suger hende op i et træ. Hun lukker øjnene. Ser himlen fra toppen af det høje træ. Hun suges endnu højere op, til et sted hvor luften er tynd og tiden er blevet væk. Der er hun bare et øje og en sjæl i før nutid.