www.orangutang.dkBOS Danmark er en forening, som kæmper for orangutangens overlevelse som art. Vi er organisationen bag danske Lone D. Nielsens rehabiliterings center, og derudover beskytter og genplanter BOS regnskov på Borneo.
Via www.orangutang.dk kan du støtte BOS og adoptere Tara eller en af de andre orangutanger fra centeret.
Herunder er Taras historie:
I februar 2003 fik vi et opkald fra Maria, en kvinde der bor i en lille landsby 4 timers kørsel fra Nyaru Menteng Orangutang-rehabiliterings projekt. Hun havde før afleveret en lille orangutang-unge til os, og nu var der igen en unge i landsbyen, som hun ville have os til at hente.
Da vi får overrakt Tara, ligger hun i fosterstilling, og holder krampagtigt om sine arme og ben, sikkert det eneste hun har haft at klynge sig til, i de sidste mange måneder. En orangutang unge hænger normalt på sin mor de fleste af døgnets timer i de første leveår.
Vi tror hun er 6-7 måneder, da hun har fire tænder. Hun vejer kun 2 kg, ikke meget over fødselsvægten.
Nu skal Tara til at finde ud af sin nye tilværelse på centret. Hun vil gerne holdes - hun vil ikke holdes. Hun vil gerne sove - hun vil ikke sove. Hun vil spise - hun vil ikke spise. Der er så meget nyt omkring hende og Tara ved ikke, hvad hun har lyst til, og hvor hun hører til. Efter nogle måneder er Tara ikke vokset særlig meget. Hun er ofte sløj med feber og diarre. Når hun er rask, drikker, spiser og leger hun, men hun vokser ikke. Det gør hendes hår til gengæld, og det får en smuk rød farve. Hun leger mest for sig selv, en lille rød plysbold der spadserer rundt på skovbunden, og udforsker verden.
Som månederne går, bliver Tara mere social. Der er dage, hvor hun er rask og leger i træerne, ofte med nogle af sine venner. På disse dage kan hun være meget uartig. Hun er over det hele, og babysitterne har travlt med at sikre sig, at hun ikke laver for mange unoder. Men efter et par dage bliver hun dårlig igen. Det starter oftest med diarré, og det eneste hun har lyst til, er at ligge ned og være alene.
Et halvt år senere, er Taras tilstand stadig den samme. Nogle dage syg, andre i fuld vigør. Hun har nu tillagt sig den dårlige vane, at hun ikke vil vaske sig efter det daglige mudderbad i skoven. Hun går rundt som et skræmmende monster med mudder i sit lange strittende hår.
Tara bliver flyttet op i en gruppe sammen med nogle af de lidt ældre orangutanger. Men hun stikker ofte af fra gruppen, og babysitterne finder hende altid legende med sine yngre venner. Tara elsker stadig at bevæge sig alene rundt i skoven. Hun klatrer i træerne, men ikke længe. Hun kan sidde ned og lege for sig selv i timevis. Hvis der er vand i nærheden, glemmer hun simpelthen verden omkring sig. Hun elsker vand, og særligt at vaske sit ansigt.
Pludselig dukker hun op igen, slår sig ned i babysitternes hængekøjer og kræver opmærksomhed.
Tara er en stor pige på 5 år nu. Hun leger stadig mest for sig selv, og bliver normalt kun i træerne kort tid. Tara kan stadig ikke selv bygge rede. I stedet bruger hun sine venners reder til at hvile sig i. Det er vigtigt for en orangutang at kunne bygge en rede, den skal være solid og god, og fungere som dens seng om natten. Man kan ikke blive sat ud i det fri før man kan bygge en rede. Mon Tara snart får det lært?
