Martizen

www.orangutang.dkBOS Danmark er en forening, som kæmper for orangutangens overlevelse som art. Vi er organisationen bag danske Lone D. Nielsens rehabiliterings center, og derudover beskytter og genplanter BOS regnskov på Borneo. Via www.orangutang.dk kan du støtte BOS igennem adoption af en af orangutangerne på centeret. Martizen har været en af dem, men er nu blevet så stor at han er på vej ud i det fri igen. Herunder er hans historie:
Martizen kom til Nyaru Menteng i februar 2001. Han blev bragt til centeret af en schweizisk dame som boede i området. En ung Dayak havde skudt moderen og var kommet til Beatrices hus i et forsøg på at sælge ungen til hende og hendes mand.
Orangutangungen var ca. 2 mdr. gammel, vejede 1,8 kg (fødselsvægt) og havde ikke en pløk i munden. Martizen var totalt hjælpeløs da han kom, men bare en måned senere hang han glædestrålende i en gren hængt op over hans kurv. Han hang og sparkede med benene i timevis og skreg i vilden sky hvis man ’gik fra ham’ eller han ville ha’ noget mælk. Da han var bare 6 mdr. gammel, kravlede han for første gang vertikalt op i et træ, og da han var 8 mdr., kravlede han helt op i trækronen .. og kunne selvfølgelig ikke finde ud af at komme ned igen. Til sidst måtte man kravle op og hente ham.
1 år gammel er Martizen ved at få de sidste mælketænder. Han er blevet en rigtig rod, men som et rigtigt drengebarn var han en morglad kælerøv. Han snoede babysitterne om sin lillefinger med sin James Bond charme, løftede sit ene øjenbryn og gav et lille skævt smil og så var alle solgt til stang-lakrids.
Da han var 2½ år vejede han 15 kg. Ikke dårligt for sådan en lille størrelse. Han havde et smukt hår som skinnede flot i solen, hvis han da ikke lige havde leget i mudret i skovbunden. Somme tider kunne man slet ikke kende Martizen, når han kom ud af junglen. Han var sort i hele hovedet og hans hår var filtret og beskidt. Det forhindrede dog ikke, at kælegrisen gerne kæmpede en brav kamp for at sidde på skødet – og vandt.
Martizen var en lille klovn og lidt tung i det. Hans tossede eskapader, uforudsigelige spring og fald-på-halen-optrin vakte ofte latter blandt babysitterne. Måske var det blot hans udseende, som narrede. Han havde stadig et let underbid og et udtryk af evig undren i øjnene, som fik ham til at se ud, som om han altid lige havde stillet et spørgsmål og nu tænkte dybt over svaret. Hvis man snakkede til ham, satte han sig ned og så koncentreret på én, stadig med undrende øjne sammentrukne af koncentration.
4 år gammel og Tizen klatrede perfekt i træer, om end han indimellem gjorde nogle underlige bevægelser, som vilde orangutanger ville synes var dybt mærkelige. Han benyttede dog stadig brandmands-metoden når han skulle ned af et træ, enten fordi det var hurtigere, eller fordi han endnu ikke havde fundet ud af at komme ned på en mere sikker måde.
Over for nogle af de ansatte var han frygtløs. Han kunne for eksempel finde på at snige sig ind på dem bagfra og gribe fat i deres hår, ligesom de sad og hvilede i hængekøjen. Det gjorde ret ondt – ikke mindst da Martizens angreb ofte resulterede i, at man faldt baglæns ud af køjen og ned på jorden. Martizen smiskede bare selvtilfreds og løber sin vej. Hvor andre orangutanger griner eller smiler, når de leger med vennerne, så smiskede Martizen.
Faktisk forbedrede Martizen sine skovkundskaber en hel del. Hans træklatring var ikke længere så vovet og dum som den plejede at være, og han var begyndt at bruge mere tid i træerne. Godt nok ikke så meget på at undersøge og finde mad, men mere på at lege med vennerne. Martizen og nogle af de andre drenge havde meget sjov med at få de mindre træer til at ”vælte”, ved at 3-4 af dem klatrede op på et særligt sted i træerne, hvorefter de begyndte at rokke det lidt for at finde ud af, hvor træets bløde punkt var. Når de kunne mærke, hvilken vej, træet ville vælte, kravlede de lidt højere op, og ved at hænge sig i armene, gjorde de sig selv tungere i træet. Det er ikke svært at forestille sig glæden i deres ansigter, når træet endelig gav efter og væltede. Drenge er drenge. Og Tizen er Tizen.
Det næste par måneder udviklede Martizen sig godt. Han var ikke længere så destruktiv, og foretrak at holde sig på et mere afslappet og roligt niveau end nogle af de andre aber, som fór frem og tilbage i trækronerne. Selvom Martizen var høj og kraftigt bygget, havde han ikke helt den samme styrke, som nogle af de andre orangutanger. En af babysitterne forklarede, at selvom Martizen var en han og så utrolig kraftfuld ud, var han mere den feminine type.
Martizen har nu nået en alder og et punkt i sin rehabilitering, hvor han skal videre til næste trin i processen. Han bliver snart flyttet ud på en ø, hvor der lever andre unge orangutanger på hans alder og udviklingsniveau. Her skal han prøve at leve som en vild orangutang og forhåbentlig færdigudvikle sig så meget, at han kan udsættes i den rigtige regnskov i en snarlig fremtid.
Ude på øen kan babysitterne ikke følge Martizen i hans dagligdag på samme måde, som de har gjort tidligere. De vil kun se Martizen, når han kommer for at spise frugt ved foderpladserne. Det er nemlig utrolig vigtigt, at den menneskelige kontakt og afhængighed gradvist minimeres for til sidst helt at ophøre. På den måde har Martizen og de andre aber den bedst mulige chance for at overleve alene i regnskoven.
Martizen siger tusind tak for din hjælp!