www.orangutang.dkBOS Danmark er en forening, som kæmper for orangutangens overlevelse som art. Vi er organisationen bag danske Lone D. Nielsens rehabiliterings center, og derudover beskytter og genplanter BOS regnskov på Borneo. Via www.orangutang.dk kan du støtte BOS igennem adoption af en af orangutangerne på centeret. Marchello har været en af dem, men er nu blevet så stor at hun er på vej ud i det fri igen. Herunder er hendes historie:
I 2003 fandt et redningshold Marchello på en tur til området Parenggean. Vi kender området og der er næsten ingen skov tilbage. Det er et af de store områder, hvor de først fældede hele skoven. Nu er der kæmpe palmeolieplantager så langt øjet rækker.
Marchello er var mindste orangutangunge, jeg nogensinde havde set. Hun var omkring 10 måneder gammel og vejede kun 2 kg. Marchello havde ikke levet i fangenskab særligt længe, men hun havde næsten ikke vokset siden sin fødsel (gennemsnitlig fødselsvægt for en orangutangunge er 1,6 kg). Vi undrede os over, hvordan hun havde overlevet i 10 måneder med så lidt mælk og næring fra hendes moder. Hun måtte have en stærk vilje til at ville leve. I starten kravlede Marchello konstant frem og tilbage over min brystkasse, når jeg lå på ryggen, men kun i venstre side, hvor hjertet slår. Det føltes som om, hun vil være sikker på, at der er nogen levende tæt på.
I starten var det nødvendigt at give Marchello drop flere gange. Hun dehydrerede meget hurtigt på grund af hendes lave kropsvægt. Der skulle bare et par dage til, hvor hun ikke drak nok, før vi igen må give hende drop. Første gang forskrækkede hun os i den grad. Hun havde en smule feber og ville ikke drikke eller spise selv. Vi var nødsaget til at tvangsfodre hende, hvilket stressede hende unødigt meget. Heldigvis viste det sig ikke at være alvorligt. Efter en dag med drop, havde hun det godt igen. Marchellos helbred var ikke helt stabilt. Hendes krop var meget svag, og det kræver mange kræfter at komme på benene igen. Selvom Marchello havde nogle svære perioder, hvor hun var meget svag, havde hun en stærk vilje til at overleve. Kærlighed, omsorg og hendes lyst til at klare livet fik hende igennem disse hårde perioder
Marchello er en lille sød og sjov orangutang. Hun brokker sig aldrig, og man hører hende kun, når hun vil tages op og have lidt ømhed. Desuden har Marchello et dejligt udtryk i øjnene af tilfredsstillelse. Der kan dog til tider også være et udtryk af bekymring. Hun elsker at gå på opdagelse. En sød ting er, at hun glemmer at trække sin tunge ind i munden, så når man kigger på hende, ser man en lille lyserød tungespids mellem hendes læber.
Marchello er inde i en målrettet udviklingsproces, og hun er godt på vej til at blive en vild orangutang. Hun klatrer ofte højt op i træerne, hvor hun hopper rundt fra gren til gren. Marchello er nu så modig, at hun næsten altid teger alene langt væk fra børnehaven, og hun kan også selv finde tilbage til gruppen. Ofte beskæftiger hun sig med at gynge og svinge sig rundt i træerne med bøjelige grene, og hun ser ud til at more sig gevaldigt. Hun er også blevet så stor og selvstændig nu, at hun er begyndt at vandre omkring, og det sker tit, at hun brydes og kæmper med sine venner, som var de rivalinder. Men, det er stadig mest kun for sjov.
Nogle dage hviler Marchello sig bag rødderne af de store træer. Men, hun er også utrolig dygtig til at lave reder, så for hende er det nu normalt at ligge i den nybyggede rede og falde i søvn. Hun kommer kun ned fra reden, når det er tid til en tår mælk eller et stykke frugt. Marchello vandrer også hen til andre grupper for at lege med gamle venner, og hun kan godt lide at spise jelutung harpiks (saft fra jelutung træet) og søger efter termitter i råddent træ. Marchellos helbred er godt, hun får kun de almindelige forkølelser på grund af vejret. Hun har et kendetegn, som ikke er forsvundet siden hun ankom til Nyaru Menteng - der er altid vand i hendes øjne.
Marchello er nu nået en alder og et punkt i sin rehabilitering, hvor hun skal videre til næste trin i processen. Hun bliver snart flyttet ud på en ø, hvor der lever andre unge orangutanger på hendes alder og udviklingsniveau. Her skal hun prøve at leve som en vild orangutang og forhåbentlig færdigudvikle sig så meget, at hun kan udsættes i den rigtige regnskov i en snarlig fremtid. Ude på øen kan babysitterne ikke følge Marchello i hendes dagligdag på samme måde, som de har gjort tidligere. De vil kun se Marchello og de andre orangutanger, når de kommer for at spise frugt ved foderpladserne. Det er nemlig utroligt vigtigt, at den menneskelige kontakt og afhængighed gradvist minimeres for til sidst helt at ophøre. På den måde har Marchello og de andre aber den bedst mulige chance for at overleve alene i regnskoven.
