www.orangutang.dkBOS Danmark er en forening, som kæmper for orangutangens overlevelse som art. Vi er organisationen bag danske Lone D. Nielsens rehabiliterings center, og derudover beskytter og genplanter BOS regnskov på Borneo. Via www.orangutang.dk kan du støtte BOS igennem adoption af en af orangutangerne på centeret. Mickey har været en af dem, men er nu blevet så stor at han er på vej ud i det fri igen. Herunder er hans historie:
Den 8. februar 2003 sad vi på kontoret og snakkede, da en af vores vagter kom ind til os med beskeden: "Der står nogle mennesker nede ved lågen, som gerne vil aflevere en orangutangunge." Vi så på hinanden, og Lone forsvandt, for kort efter at vende tilbage med to orangutanger i favnen.
Den trækasse, dyrene var blevet opbevaret i var ikke et kønt syn. Folkene der kom med dem, havde rejst i to dage fra den lille landsby Rumbang Rongoi, som ligger ved floden Sambas udspring. Der lå lidt frugtrester i kassen, men mon dyrene havde fået vand under rejsen? Næppe. Den ene af de to var meget lille. Han havde et lille bitte hoved, en stor mave og de kønneste runde øjne. Han var meget tørstig, men ville til at begynde med, ikke røre den mælk vi gav ham. I stedet drak han lidt vand, som havde været brugt til riskogning.
Man kunne se på hans kropsbygning, at han manglede næring - han var frygtelig tynd. Hans arme var ikke tykkere end min tommelfinger. Alle dem, som så ham udbrød omgående: "Han ligner Mini på en prik". (Mini er en lille orangutanghun, som holder til i vores babyskole, og som også var meget tynd da hun ankom). Vi behøvede ikke at spekulere længe over et navn til den lille nyankomne. Walt Disney har ikke levet forgæves: Nu har vi både en Mini og en Mickey.
Midt om natten vågnede jeg ved at et lille bitte orangutanghoved hviler i min armhule. Mickey havde forladt sin kurv og puttede sig ind til mig i min seng. Jeg kløede hans mave, og vi faldt i søvn igen.
Desværre var Mickey ikke helt så frisk, som vi kunne ønske. Efter en være omgang sygdom med feber og hoste fik han nogle anfald, som mindede lidt om epilepsi. Han fik kramper over hele kroppen, og hans hænder og fødder blev helt stive. Når han fik disse anfald, ville han gerne holdes om, og babysitterne kælede meget med ham. Det fik ham til at slappe af, og gav ham en fornemmelse af tryghed. Disse anfald tydede på, at han har haft meningitis. Vi var en overgang meget urolige for, at vi skulle gå hen og miste Mickey, men han er en stærk lille fyr og klarede skærene.
Nu er der gået 4 år og Mickey er blevet en meget adræt orangutang siden han ankom til Nyaru Menteng. Han har overvundet mange milesten i klatrefærdigheder og er nu i stand til at klatre i høje træer. Hans helbredstilstand er og bliver en stadig alvorlig bekymring for babysitterne og lægerne på centret; hvad sker der, hvis Mickey falder i søvn i en rede højt over jorden og så får et anfald? At falde ned vil helt sikkert være dødbringende. Heldigvis har Mickey ikke haft nogle af disse symptomer i meget lang tid, og håbet er, at Mickey er helbredt for evigt.
Mickey er blevet en stærk og sund orangutang. Han har en vane med temmelig ofte at forlade gruppen og løbe væk, og Mickey er nu så stærk, at det ikke er muligt for to babysittere at holde ham. Det er ikke unormalt for Mickey at stikke af fra gruppen sent på eftermiddagen, og han har mange steder han kan gå hen. Normalt kommer han tilbage til sit bur om natten, og det er også sket én gang, at han blev fundet i nærheden af informationscentret. Som du kan høre af beretningen om Mickey, har medarbejderne på Nyaru Menteng rehabiliteringscenter indtil nu formået at holde Mickeys sygdom under kontrol. Han er nu en sund og stærk ung orangutang. Efter at have fået det bedre har Mickey udviklet sig forbløffende og fortsætter dagligt med at lære, hvordan man bliver en vild orangutang, og han er klar til at rykke videre til næste niveau.
Mickey er nu nået en alder og et punkt i sin rehabilitering, hvor han skal videre til næste trin i processen. Han bliver snart flyttet ud på en ø, hvor der lever andre unge orangutanger på hans alder og udviklingsniveau. Her skal han prøve at leve som en vild orangutang og forhåbentlig færdigudvikle sig så meget, at han kan udsættes i den rigtige regnskov i en snarlig fremtid. Ude på øen kan babysitterne ikke følge Mickey i hans dagligdag på samme måde, som de har gjort tidligere. De vil kun se Mickey og de andre orangutanger, når de kommer for at spise frugt ved foderpladserne. Det er nemlig utroligt vigtigt, at den menneskelige kontakt og afhængighed gradvist minimeres for til sidst helt at ophøre. På den måde har Mickey og de andre aber den bedst mulige chance for at overleve alene i regnskoven.
