Kevin

www.orangutang.dkBOS Danmark er en forening, som kæmper for orangutangens overlevelse som art. Vi er organisationen bag danske Lone D. Nielsens rehabiliterings center, og derudover beskytter og genplanter BOS regnskov på Borneo. Via www.orangutang.dk kan du støtte BOS igennem adoption af en af orangutangerne på centeret. Kevin har været en af dem, men er nu blevet så stor at han er på vej ud i det fri igen. Herunder er hans historie:
Ca. 2 år gammel kom Kevin til Nyaru Menteng-klinikken i 2003. Lone havde fundet ham i en landsby, hvor han blev holdt som kæledyr. Kevin sov under et træhus med bl.a. benzin og maling og havde svære lungeproblemer. Han var vant til at gå rundt i byen og få lidt madrester på restauranterne, hvis han var sulten.
På centeret faldt Kevin hurtigt til og bliver snart en glad og venlig lille fyr, der elskede at spise og lege. Desværre elskede Kevin også hvide mennesker, og personalet havde en opgave med at lærer ham, at hvide mennesker kan være meget farlige for små orangutanger.
Efterhånden blev Kevin en rigtig lille ”mand”. Han ville gerne gøre indtryk, gå forrest i legen og vise sig som en modig karl. Engang imellem forekom han dog en smule trist og vil rigtig gerne nusse og kæle med babysitterne.
Kevin kunne ikke rigtig finde ud af at lave sin egen rede i skoven, når det blev sovetid, så han sneg sig ind og ”lånte” de andres, når de var ude. Han legede også stadig for meget på jorden, og babysitterne arbejdede på at få ham til at opholde sig længere tid i træerne. Det er farligt for små nysgerrige aber at tumle rundt i menneskehøjde.
Som månederne gik voksede Kevin sig stadig større og stærkere og hans charme og venlige væsen havde fortsat tag i alle omkring ham. Men selvom han var nysgerrig og udforskede skoven ivrigt, var han alligevel også stadig meget tryghedssøgende. Han ville f.eks. ikke sove i skoven om natten, men var på pletten, når gruppen og passerne vender tilbage til skolen sidst på eftermiddagen.
Passerne kaldede Kevin for stum. De andre orangutanger laver lyde med mange forskellige stemmer, men Kevin sagde ingenting. Han taler til gengæld så meget desto mere med kroppen.
Endelig har Kevin lært at bygge rede. Det er både godt og skidt, for nu tager han sig nogle gevaldige middagslure. Hans udvikling lider dog ingen skade, han er sund og uafhængig. Hvis han keder sig i sin gruppe, finder han bare nogle andre at lege med. Nu vil han også gerne overnatte i skoven, sommetider med en gruppe venner, sommetider alene. Når han har sovet alene, sidder han overlegent som en anden verdensmand og venter på gruppen, når de kommer om morgenen.
Drillesyg har han altid været og hans yndlingsofre er de nye babysittere. Fantasien kender ingen grænser, når han giver dem deres ilddåb. Når det sjove så er forbi, opfører han sig pænt og normalt igen.
Han kan nu selv vælge, om han vil blive i skoven om natten eller han vil gå med hjem. Sammenlignet med den svage orangutang, som Kevin var før, som altid startede med at græde så snart babysitterne ikke tog sig af ham med det samme, er det et mirakel at se Kevin i dag. Han kan være stolt af at have udviklet sig til en så stærk, uafhængig og modig teenager. Med evnen til at lære så hurtigt, vil det ikke tage Kevin lang tid at udvikle sig til stadiet, hvor han kan sættes ud i det fri.
Kevin har nu nået en alder og et punkt i sin rehabilitering, hvor han skal videre til næste trin i processen. Han bliver snart flyttet ud på en ø, hvor der lever andre unge orangutanger på hans alder og udviklingsniveau. Her skal han prøve at leve som en vild orangutang og forhåbentlig færdigudvikle sig så meget, at han kan udsættes i den rigtige regnskov i en snarlig fremtid.