Han sidder og spiller det samme tema igen og igen og igen. Udefra ligner det tvangshandlinger. Han imploderer i sit arbejdsunivers. Håndens bevægelser henover guitaren virker nærmest mekaniske. Men for hver gang han spiller temaet bliver det et andet. Der er ingen vej ud – kun igennem. Det ved han godt. Det er vejen igennem han søger at finde.Han sidder og spiller det samme tema igen og igen og igen, og alligevel er det aldrig det samme tema. For for hver gang det spilles forskyder det sig. For hver gang han spiller det viser der sig en lille sprække, hvori gentagelsen bliver skabende og temaet undslipper reproduktionens kvælende død. Han sidder og spiller det samme tema igen og igen og igen. Scenen udspiller sig ikke på en behandlingsinstitution for psykisk syge, og de gentagende handlinger skyldes ikke en diagnose med dertilhørende tvangshandlinger. Han er musiker – og han arbejder. Hans hånd glider hen over guitarens spændte strenge, imens øjnene fokuserer på et udefinerbart sted i luften. Han spiller umiddelbart det samme tema igen og igen og igen. Men for hver gang han spiller temaet forskydes lydens komposition. En forskydning i lyden hvis resonans hans krop knapt nok bemærker. Men den er der, og kroppen mærker den subtile forskydning så langt hans sanser rækker. Den krop der er en infiltreret enhed af tanke og kød. Den krop der giver rum for energiens intensitet, når han imploderende i sit eget univers mærker lydens resonans bevæge sig i gentagelsens metamorfose. En implosion, der intensiverer hans nærvær. Nærvær er opmærksom tilstedevær i nuet, det er en åbning, som aktualiserer gentagelsens transformerende kraft. Nærvær tydeliggør gentagelsen som metamorfose.Igen og igen og igen og aldrig det samme. For hvert igen forskydes lydens komposition, for hvert igen bliver det et andet. Temaet gentages, men er aldrig det samme. Det tilpasses et kunstnerisk univers, men er aldrig tilpasset. Det finder sin form som én mulig blandt mange. Metamorfosen viser sig i gentagelsens praktisering, og dens transformerede kraft gennemtrænger temaet på vejen til kompositionen af et nummer. Gentagelsen, hvor intuitionens legende attitude organiserer metamorfosens bevægelse, rummer i sin autistiske implosion et ja til de tilfældigheder, der sker. Den giver tilfældigheden sit ja og ophøjer den derved til en hændelse – en skabende begivenhed. I gentagelsens metamorfose gøres tilfældigheden til en skabelsens begivenhed.
