VELKOMMEN TIL FOLKETS HUS
HVAD SKER DER I FOLKETS HUS?
Hver mandag er der vegetarisk/frigansk folkekøkken fra 18-20.
PIRATBIO - hver søndag kl. 20.00.
Se program: www.piratecinema.net
HVAD ER FOLKETS HUS?
Folkets Hus er et brugerstyret og kollektivt drevet beboerhus beliggende Stengade 50, Nørrebro. Der er ingen ansatte og alt dagligt arbejde bliver udført frivilligt uden betaling. Folkets Hus er et selvforvaltet fristed, som baserer sig på værdier som autonomi, frihed, solidaritet og mangfoldighed.
STRUKTUR
I Folkets Hus og Park er der ingen ansatte. Beslutninger omkring Folkets Hus og Park træffes på husets fællesmøder.
Den daglige drift varetages af administrationsgruppen som vælges på den årlige generalforsamling. For lån af lokaler, afholdelse af arrangementer mv., kontakt:
[email protected] eller se www.folketshus.dk
HISTORIE
I mere end 35 år har Folkets Hus og Park været et fristed, et hus, hvor alle er velkomne og hvor folk gennem selvforvaltning kan realisere deres tanker og ideer. Folkets Park er et grønt område, som alle kan bruge eller blot gå igennem. De fleste andre grønne områder på det Indre Nørrebro er lukkede gårdanlæg med privat adgang.Folkets Hus og Park ligger i bydelen "Den sorte Firkant" på Indre Nørrebro. Historien begynder da Folkets Hus blev slumstormet af beboere fra kvarteret den 12. september 1971. Den 1. maj samme år havde beboerne etableret den første folkepark i Stengade 52, og huset blev indtaget, da det begyndte at blive koldt udenfor. På den måde kunne de aktiviteter, der var startet i løbet af sommeren, fortsættes indendørs. Huset blev sat i stand og Nørrebros befolkning fik her et fristed, hvor man kunne mødes. I juni 1973 blev der lavet en byggelegeplads for kvarterets børn. "Byggeren" blev i maj 1980 - efter ordre fra Københavns kommune - fjernet under en voldsom politiaktion, der hensatte bydelen i en borgerkrigslignende tilstand.I 1993 blev det besluttet af Københavns Borgerrepræsentation, at der skulle bygges boliger på grundene hvor Folkets Park ligger.
Efter flere års kamp for bevarelse af Folkets Park, vandt beboerne i kvarteret kampen overfor kommunen.Siden kommunen i 1999 solgte Ungdomshuset på Jagtvej 69, har Folkets Hus støttet op om aktiviteter i forbindelse med bevarelsen af ungdomshuset. Siden rydningen af ungdomshuset 1. marts 2007 har Folkets Hus lagt rum til en lang række af aktiviteter i kampen for flere frirum og ungdomshuse.Se mere på www.folketshus.dk