Thomas Helmig
Sanger, sangskriver, multiinstrumentalist og producer.
1964
Fødes i Århus den 15.10.
1969
Begynder at spille klaver.
1971-1978
Folkeskole i Ã…rhus. Spiller trommer i et skoleorkester.
1979-1980
1. G. i Ã…rhus.
1981
Tilbage i Århus. Dropper ud af gymnasiet med en beslutning om at satse på musikken. Sanger i Kaksi Kuggas Band, der gør sig på spillesteder som Motown og Vestergade 58 i Århus.
1981-1982
Udvekslingsstudent i Detroit, Michigan. Opdager her Motown-musikken og relateret soulmusik. Sanger i lokalt band.
1983
Bliver sanger i Elevatordrengene, der består af Palle Torp, guitar, Niels Hoppe, tenorsaxofon, Stig Boel, trombone, Simon West, keyboards, Jesper Mardahl, bas, Uffe Fink Isaksen, percussion og Claes Antonsen, trommer. Turnerer de følgende par år flittigt med gruppen.
1985
Udsender sin debutplade, Thomas, på Genlyd. Produceret af Kim Sagild og akkompagneret af kernen i Elevatordrengene - kendt som Thomas Helmig Brothers - bliver pladen et øjeblikkeligt hit og den 21-Ârige Helmig opnår idolstatus. Samme år synger han første vers på støttesinglen "Afrika" samt duet med Anne Linnet på filmsangen "Venner"
1986
Udsender 2, krediteret til Thomas Helmig Brothers, der nu består af Torp, Antonsen, Isaksen, West og S.P. (Henrik S. Poulsen) på bas. Pladen er lidt mere funky end debuten, selvom det store hit derfra bliver balladen "Midnat i Europa". Påbegynder en velpubliceret affære med sangerinden Søs Fenger, der ender i ægteskab.
1987
Kære Maskine kommer på gaden med en udpræget poprock-lyd og såvel titelnummer som "2 timer på en natklub" bliver landeplager. Med succesen og en voldsom placering i det offentlige liv opstår en stærk kritik af såvel Helmigs person som hans tekstunivers.
1988
I hælene på skilsmissen fra Fenger udsendes albummet Vejen Væk, noget nær en total soloplade og et farvel til Brothers. Den indeholder en af Helmigs allerkendteste sange, "Nu hvor du har brændt mig af", og bliver - trods en dyster grundtone - voldsomt populær. Helmigs profil øgedes yderligere af hans medvirken på julesangen "Når sneen falder", sunget i duet med Fenger samt AIDS-støttesinglen "Den jeg elsker elsker jeg". Samtidig topper chikanen af Helmig, hvilket bl.a. manifesterer sig ved tomatkast mod scenen til det års Grøn Koncert.
1990
I lyset af de tidligere triumfer - Vejen Væk sælger således rask væk 160.000 eksemplarer - er Løvens Hjerte en relativ fiasko, selvom den betyder en tilbagevenden til Helmigs rødder i soultraditionen. Derudover bliver han medejer af Gnags’ pladeselskab, Genlyd, som har udsendt alle hans plader.
1992
Parallelt med at Genlyd sælges til BMG udsender Helmig sit første engelsksprogede album, Rhythm. Produceret af svenskeren Lasse Andersson er det en udpræget omgang guitardomineret soulpop med en enkelt afstikker til rap (ved MC Zipp) samt en fortolkning af helten Bob Dylans "Memphis Blues Again". Pladen udsendes på det internationale marked under titlen Thomas Helmig, hvor den endvidere indeholder en engelsk version af "Giv mig din mund".
1993
Den engelske stil fortsatte med den ligledes popsoulede Say When, indspillet i Los Angeles og produceret af Jai Winding. Den bliver vendepunktet ovenpå den kommercielle nedtur og høster tre Grammyer til årets prisuddeling.
1994
Med den stilbeslægtede Stupid Man konsolideres comebacket, titelnummeret og "Gotta get away from you" bliver landeplager og da det hele er overstået kan man konstatere et pladesalg på 250.000 eksemplarer, samt ikke færre end seks Grammyer! Den efterfølgende turne er at ligne med et triumftog. Også Stupid Man udsendes i en international version.
1996
Efter at have skrottet 15 færdigindspillede numre drager Helmig atter til USA, hvor han sammen med produceren Timothy Christian Riley (Tony! Toni! Toné!) skaber det maskinelle og kontemporære soulalbum Groovy Day, der beviser at danskerne ikke kan få nok af Helmig.
1997
Opsamlingsalbummet Årene Går (de største af de første) indeholder materiale fra 1985-1990 og bliver en stor succes hos det pladekøbende publikum.
1999
Med forårsudgivelsen Dream forsøger Helmig sig i singer-songwriter genren med et let islæt af psykedelisk. Trods sin brug af mange forskellige studier og producere er det et helstøbt værk, der atter udsendes i international udgave.
2000
Helmig kan fejre 15-års jubilæum som professionel musiker og sender i november opsamlingspladen Wanted på gaden. Udover at indeholde hans mange 90'er-hits bliver der også plads til to nye kompositioner.
2001
I samarbejde med producerne Martin Ware, Danny Schogger og Ghost indspilles IsItYouIsItMe, som udsendes den 22.10. - præcis en uge efter hans 35-års fødselsdag.
2004
Thomas Helmig udsender albummet El Camino, der blandt andet indeholder singlen Gold Digger, der spilles flittigt på de danske radiostationer. Pladekøberne tager godt imod El Camino, som sælger næsten 60.000 eksemplarer.
2006
Efter at have lavet singlen ’Aldrig Sige Aldrig Mere’ til filmen Sprængfarlig Bombe udkommer Helmig Herfra, som er Thomas Helmigs første dansksprogede album i 16 år. Helmig Herfra rummer 12 numre, der i dén grad understreger at Thomas Helmig ikke har glemt, hvordan man kombinerer flotte poparrangementer med det danske sprog. Albummet indeholder blandt andet ’Aldrig Sige Aldrig Mere’ og den regulære førstesingle ’Op Og Ned’.