Vi er først lige begyndt

Tak for en fed weekend. Det har været ornli sygt at være på gaden sammen. Vi blir aldrig de samme igen.
Ritt samlede alt landets politi i København for at forhindre os i at reagere på rydningen af Ungdomshuset. Det stoppede os ikke. Vi trodsede alt og skabte historie. Med militær præcision lagde politiet et kirurgisk snit. Men den byld, de troede, de skulle fjerne i et snuptag, spredte sig hurtigt ud over hele byen og med afstikkere til Hamborg, Køln, Berlin, Göteborg, Trondheim, Malmø, Oslo, Stockholm, Istanbul, Wien, Århus, Horsens, Umeå, Karlskrona og mange flere steder. Det blev dækket af samtlige danske medier og var tophistorier på CNN, BBC og Al Jazeera.
Vi har i denne weekend én gang for alle bevist, at vi ikke er en marginal subkultur, men en bred og rigtig stor gruppe unge. Når folk går amok i et sådant omfang, er det fordi, der er noget helt galt! I et demokratisk land bør alarmklokkerne ringe, når man sender hele landets politistyrke til én by for at nedkæmpe et socialt og kulturelt oprør. Men et socialt og kulturelt oprør kan antage mange former. Et er at brænde biler af, noget andet at tage kampen i hverdagen.
Nu er det mandag morgen. Og det er igen hverdag. Den slags hverdag hvor man går på arbejde og i skole, køber ind og tager bussen. Og måske melder tvivlen sig. Er det systemet, der får det sidste ord, hvis du denne mandag morgen troligt står op, drikker din morgenkaffe og tager på arbejde? Vores borgerlige samfund har et ordentligt tag i vores røv, men vi har også vist, at det ikke behøver at være sådan.
Når tvivlen melder sig, skal vi lære af den. Den er der af gode grunde. Vores venner er blevet uretmæssigt fængslet i massevis. Vi er blevet forgiftet med gas, slået på med knipler og har fået ransaget vores hjem. Det er ok at være bange. Kan vi så bare fortsætte livet nu, som om intet var hændt? Nej! For denne mandag er ikke som de andre. Kreativiteten og energien er blevet sluppet fri, og den energi kan bruges til at føre kampene videre. Det er os, der bestemmer, hvordan vi vil fortsætte. Vi vil dukke op igen og igen. Gang på gang bryder vi rammerne og går over systemets forstand. Vi bliver ved med at gøre de uforståelige og selvindlysende ting. Det uventede og uforudsigelige. Vi vil have alting.
Vi tog et stort skridt og viste, hvor vigtig denne sociale og kulturelle kamp er. En kamp hvor så mange vil sætte så meget på spil for at råbe omverdenen op. Men kampen for fristeder, hvor vi kan vise vores modstand mod normaliseringen, der kun ønsker effektive, dresserede og føjelige mennesker, skal også kæmpes i skolen, på arbejdspladsen og på bistandskontoret.
Den energi, vi viste i weekenden, er livsnerven i et samfund, der rummer mere end cafe latte, kernefamilien og kapitalpension. Det handler om meget mere end et hus. Det handler om vores liv og fremtiden, om hvordan samfundet skal udvikle sig.
Vi har rettet verdens øjne på en kamp, der kæmpes overalt. Vi har skabt historie, og historien glemmes ikke på en dag. Selvom det er mandag i dag, så fortsætter kampen. Skub ikke hverdagen fra dig, som om den er uforanderlig. Brug den. Fortæl dine medstuderende og kollegaer om vores kamp. Husk, at vi er mange.
Nu skal vi stå sammen og passe på hinanden. Vi skal lægge store planer. Og det bliver oven i købet sjovt. Er du klar? Det her er større end Jagtvej 69.
ligebegyndt.wikispaces.com
Følg med på vores blog: Flereungdomshuse.blogspot.com