136555109

www.Historienomwillum.dk
Akja…og tiden går og støvet lægger sig over både hensigter og deres resultater i tilværelsens frønnede glemmebog. Men det nu vi bevæger os i, har heldigvis skænket os muligheden for selv at vælge hvor vi vil kigge hen, det være sig frem eller tilbage, eller her, lige hér, i det vindstille øje af begivenhedernes flænsende orkan og denne mulighed vil vi skruppelløst benytte os af til at føre læseren derhen hvor vi mener at det er fornuftigst at placere opmærksomheden…Tidens gang er for resten ikke et emne der vil blive berørt med andet end flygtige bemærkninger og ildtænger i denne historie. Dertil ved vi simpelthen for lidt endnu, om ”tiden” og dens reelle gang, og det vi véd, vil vi ikke åbenbare på én gang, men i mindre doser, der gør det muligt for læseren at følge med og indoptage informationerne i den rette sammenhæng og rækkefølge…
Det er i bund og grund vores kærlighed til det uforudsigelige, grænseløse og stadigt foranderlige mysterium vi forbløffet må konstatere os placeret i, der driver Historien Om Willum frem af sin bane. Den ubetingede nysgerrighed, den blødende begejstring og glødende overgivelse til eventyret under eksistensens brusende mantra :
DU KAN IKKE GØRE NOGET FORKERT

...Rummet henlå i dunkelt halvmørke. Fra sprækken i døren ud til køkkenet, trængte et hvidt lys, som på mærkværdig vis forstærkede lyden af Edels trissen omkring og flytten på ting. Denne behageligt klirrende og skrabende underlægningsstøj, gjorde det lettere for de to mænd at sidde i tavshed og gav Willum mulighed for at kikke indad og hengive sig til sine tankers stormløb, der vedvarende havde truet hans kommunikationsevne siden han var trådt ud af badet. Problemet var at han fornemmede at noget var under opsejling i hans hoved, noget som ikke tog hensyn til om resten af ham fulgte med. Som om hans tanker var i færd med en proces der foregik uafhængigt af denne virkelighed og forstyrrelsen der opstod, når han skulle forholde sig til ægtefællerne Ellegaard og hans nuværende fysiske tilstand, formåede hverken at standse eller dæmpe deres insisterende fyrværkeri.Han drak af sin the og overgav sig til sig selv, mens Gus begyndte at nikke med hovedet og langsomt gled ind i en blød og befriende meditation over sit livs lange vej mod det under, der var overgået ham denne aften.Den andægtige tavshed der herskede i vindueskarmen, bør blot forstås som tavshed på et primitivt, frekvensorienteret plan. Epifytterne var, på et universielt plan, voldsomt larmende og langtfra i ro, selvom de i dette nu oplevede en form for fred der i definitionen oversteg alle de tilnærmelser til begrebet, som det menneskelige sprog har fostret siden tidernes morgen. Når man skal forsøge at begribe den kollektive bevidstheds realitet, hjælper det at rette fokus mod det faktum, at vor virkelighed er fuldkommen spækket med eksempler på fysisk uafhængige livsformer, der synkront udfører den samme handling eller metamorfose. Vi gør det selv, som mennesker, til stadighed, men for det meste uden at opdage det, fortrængende det skamfulde faktum at vi i realiteten er lemminger, ført af kræfter der ikke er åbenlyst forklarlige, trods deres indiskutable indflydelse på vore valg.I nuets knivskarpe virkelighed, er den kollektive bevidstheds kraft tilsyneladende ikke indenfor homo sapiens.. rækkevidde, da vor individuelle forskellighed trods alt synes vigtigere for vores selvforståelse, end vores ensartethed. Men spørgsmålet er hvor længe vi kan hvile i denne regressive blindgyde, der tvinger os til at betragte hinanden som konkurrenter og gå i panik ved enhver snak om fællesskabets muligheder eller kollektive ansvar. Visse kollektivt bevidste eksistenser kan vi betragte med undren når de udfører deres mirakler, skønt mirakler er for snævert et begreb til at dække den voldsomme succes det har, når en mængde individer danner én krop og udfører en handling. Vi bør med rette spørge os selv, om vi i virkeligheden ér repræsentanter for denne klodes øverste udviklingstrin. Om vi kan pryde os med guldmedaljen i konkurrence med f.eks termitter, bier eller…epifytter. Svaret blæser i vinden, man kan altid udnævne sig selv eller sin race til kejser, men verden er for det meste ligeglad og møntfoden sjældent brugbar som andet end poletter til én enkelt vaskemaskine, med begrænset levetid. Det er tilsyneladende nok for nogen og fred være med dem… men vi må ikke desto mindre fremhæve spørgsmålet, for atter engang at illustrere hvordan vi mennesker, ved vor hovmodige omgang med definitionsmagten, gang på patetisk gang udstiller vor egen todimentionelle ignorance overfor den verden, vi kan se så forsvindende lidt af. Ak…kunne vi blot fremskynde processen så menneskeheden kunne nå teenagealderen i løbet af det næste årtusinde......men alt dette og mere til, bekymrer Epifytterne sig såre lidt om i dette øjeblik. Skal man begribe omfanget af Epifytternes store åbenbaring, og dens helt nødvendige efterdønninger, må udgangspunktet tages i det faktum, at de indtil denne dag, i én kolossal sammensmeltet tanke, havde levet under den overbevisning; at al indgriben i enhver situation, var fuldkommen meningsløs og i praksis umulig. Nu, pludselig, vidste de bedre…Der ligger en hviskende brise, dybt under alle andre lyde.Af og til, ekkoer den bort og forsvinder.Drukner i tid.Men aldrig forlader den os,end ikke i drømme.Så længe vi levermed ubønhørlig, altoverdøvende kraft, danner eksistensen en dyb tinital rungen i sit dirrende nu. Den knytter alt sammen ved at skille alt ad. Den er os.Vi hørte begge lyden og mærkede et lille jag af sorg, ved tanken om, at den ville gå bort sammen med os.Således …her lader vi så verden begynde. I dette øjeblik svæver toget bort i horisonten og armene føles usigeligt lette… Du er standset, men du kan aldrig mere standse …ånd frihedens skarpe, klare luft…HER STARTER VI !!!Herfra ligger eventyret udstrakt for dine fødder, du er ikke længere alene…