..
Stoffer & Maskinen - Pressemeddelelse
Stoffer er stemmen. Hans poetiske danske tekster kredser om fremmedgjorthed og tosomhed, og hans stærke vokal er duoens fikspunkt. Længsel og ensomhed gnistrer i hans fremførsel og man tænker på Lars HUG anno Kliche men med en helt anderledes teknisk overlegenhed og ærlighed. Talentet er enormt og rørende.
Maskinen er musikken. En selvlært rock-virtuos med de sidste 20 års danske rock-historie i blodet. Hans produktioner og instrumenteringer er både tindrende klare og dundrende rock. Det er i hans store lydunivers at Stoffers udtryk finder sig selv og bliver til en både personlig og overvældende lyd af ung dansk rock lige nu.
Til sammen skaber de et musikalsk univers, der både er elektronisk, rocket og fuld af gode popmelodier. Dansk rocks kongefamilie (Mew, Dizzy og Veto) har alle haft deres indflydelse på det stilsikre udtryk. Men musikken bærer ikke præg af retro eller stil-eksperimenter; Lige gyldig hvor bandet kaster sig ud, lander de på deres egne ben.
De to har arbejdet sammen siden 2006 og er ved at mixe deres første plade, der udkommer i efteråret 2009.
- Kristian Leth '09